Er MBTI videnskabelig?

Myers-Briggs Type Indicator er det mest udbredte personlighedsinstrument i verden og samtidig det, som den akademiske personlighedspsykologi tager mindst alvorligt. Begge dele er værd at forklare, fordi de populære versioner af argumenterne på begge sider er forkerte.

Hvad kritikken faktisk påviser

Dikotomierne er ikke dikotome. Dette er den stærkeste indvending, og den kan egentlig ikke bestrides. MBTI angiver dig som E eller I, T eller F. Hvis det var reelle kategorier, ville scorerne på hver dimension samle sig i to pukler med et mellemrum imellem. Det gør de ikke. Fordelingerne er unimodale: de fleste ligger nær midten, og typegrænsen skærer igennem den tætteste del af fordelingen.

Den praktiske konsekvens er alvorlig. En person, der ligger ét point på den ene eller den anden side af grænsen, får et andet bogstav og en anden type på fire bogstaver, selvom personerne statistisk ikke kan skelnes fra hinanden. Det er ikke en subtil statistisk spidsfindighed; det er grunden til, at den samme person med god ret kan ende som to forskellige typer.

Klassifikationen ved gentagen test er dårlig. Undersøgelser, hvor man tester igen efter nogle uger, finder, at en betydelig andel af deltagerne, typisk angivet til mellem en tredjedel og halvdelen, får mindst ét andet bogstav og dermed en anden type. For et instrument, hvis hele output er en stabil type, er det et alvorligt problem. Læg mærke til mekanismen: den følger direkte af dikotomiseringen. De underliggende kontinuerlige scorer er rimeligt stabile; det er handlingen at skære dem over ved en grænse, der skaber ustabiliteten.

Den fjerde dimension har svag støtte. Judging-Perceiving var Isabel Myers' tilføjelse til Jung, ikke en del af den oprindelige teori, og den har det svageste empiriske grundlag af de fire.

Teorien er førempirisk. Jungs typeteori stammer fra klinisk observation og introspektion i 1920'erne. Den blev ikke udledt af data og blev ikke bygget til at blive testet. Det er ikke en kritik af Jung, der var optaget af noget andet; det er en beskrivelse af, hvilken slags påstand der er tale om.

Den prædiktive validitet er svag der, hvor den påberåbes mest. MBTI markedsføres i høj grad til teamsammensætning og karrierevejledning. Evidensen for, at type forudsiger jobpræstation eller teameffektivitet, er sparsom, og instrumentets eget forlag fraråder at bruge det til udvælgelse.

Hvad kritikken ikke påviser

Selve spørgeskemaet er ikke dårligt konstrueret. De psykometriske egenskaber på itemniveau er respektable: den interne konsistens for de fire skalaer er generelt acceptabel, og itemene blev udviklet med større omhu, end den populære kritik antyder.

Mere interessant er det, at de underliggende kontinuerlige dimensioner genkendeligt svarer til etablerede træk. E-I svarer tæt til ekstroversion. T-F svarer i væsentlig grad til venlighed. J-P svarer i væsentlig grad til samvittighedsfuldhed. S-N svarer til åbenhed. Tre af de fire indfanger reel varians, som femfaktormodellen også indfanger.

Målingen er altså ikke problemet. Problemet er, hvad man gør med den bagefter: kontinuerlige scorer skæres op i kategorier, kategorierne får navne, og navnene behandles som typer af mennesker.

Hvorfor den stadig er populær

Den er behagelig. Hver eneste af de seksten typer beskrives positivt, ingen af dem er en dårlig type at være, og beskrivelserne er skrevet så generelt, at de fleste genkender sig selv. Det er Barnum-effekten, der virker præcis som dokumenteret.

Den giver også teams et fælles, ikke-truende ordforråd. Konsulenter fortæller, at det er reelt nyttigt i facilitering, og der er ingen grund til at tvivle på dem. Det er en legitim anvendelse, som intet har at gøre med, om typerne er virkelige.

Den rimelige konklusion

Det er ikke skadeligt at tage MBTI, og oplevelsen af at læse din typebeskrivelse er ikke værdiløs. At bruge type som grundlag for ansættelse, forfremmelse, teamplacering eller karrierevalg understøttes ikke af evidens, og det er forlaget enig i.

Hvis det, du ønsker af et personlighedsinstrument, er en måling, du kan forsvare, er det i femfaktormodellen, evidensen ligger: kontinuerlige scorer i stedet for typer, fyrre års uafhængig replikation, publicerede normer og dokumenteret målefejl. NOESIS udgiver Big Five-instrumenter i kataloget med angivelse af deres kilder og begrænsninger, og det er den sammenligning, der er værd at foretage selv.