Hvad selvrapportering kan og ikke kan måle

Næsten alle udbredte instrumenter til måling af personlighed og trivsel er spørgeskemaer baseret på selvrapportering. Du læser et udsagn, du vurderer, hvor godt det beskriver dig, og vurderingerne lægges sammen. Det er billigt, hurtigt og skalerbart, og det har reelle styrker, men det har også svagheder, som er værd at kende, før du læser dine egne resultater.

Hvor det fungerer godt

Indre tilstande, som ingen andre kan observere. Livstilfredshed, oplevet stress, mening, følt angst. Her er personen ikke blot en bekvem kilde; personen er den eneste valide kilde. En observatør, der vurderer din subjektive trivsel, gætter.

Typisk adfærd samlet over tid. Mennesker er rimeligt gode til at rapportere, hvad de som regel gør, selv når de er dårlige til at forudsige et enkelt tilfælde. Mål for træk fungerer, fordi de udligner på tværs af situationer.

Selvopfattelse som et selvstændigt interessefelt. Hvor kompetent du tror, du er, former, hvad du forsøger dig med, uafhængigt af hvor kompetent du faktisk er. Mestringstro er et legitimt konstrukt, netop fordi overbevisningen har konsekvenser.

Hvor det bryder sammen

Socialt ønskværdige svar. Folk beskriver sig selv som mere samvittighedsfulde, mere empatiske og mindre fjendtlige, end de er, og effekten vokser med, hvad der står på spil. I en sammenhæng med selvindsigt og lav indsats er forvrængningen beskeden. Ved ansættelser er den alvorlig: den gennemsigtige formulering af de fleste personlighedsitems gør dem lette at manipulere, og de kandidater, der er mest motiverede for at manipulere, er netop dem, arbejdsgiveren helst vil identificere.

Begrænset selvindsigt. Selvrapporteringer korrelerer kun moderat med vurderinger fra personer, der kender personen godt, og forskellen er størst præcis der, hvor man ville forvente det: ved træk med vurderende vægt og hos de personer, hvis selvbillede er mindst præcist. Den, der ikke bemærker sin egen uopmærksomhed, er ikke godt rustet til at rapportere den.

Evne kontra overbevisning. En selvrapportering kan ikke måle en evne. Selvrapporteret emotionel intelligens måler, hvor følelsesmæssigt kompetent du tror, du er, og det korrelerer kun beskedent med præstationen i opgaver, der kræver følelsesmæssig dømmekraft. Begge er reelle konstrukter; de er ikke det samme, og at blande dem sammen er en af de mest almindelige fejl på det kommercielle testmarked.

Effekter af referencegruppe. "Jeg arbejder hårdt" vurderes i forhold til en underforstået sammenligningsgruppe, der varierer fra person til person og fra kultur til kultur. Det gør tværkulturelle sammenligninger af gennemsnit af rå selvrapportering upålidelige på måder, der er lette at overse og svære at korrigere.

Humøret i svarøjeblikket. Den aktuelle sindsstemning farver systematisk tilbageskuende vurderinger. En score fra én enkelt lejlighed på et konstrukt, der formodes at være stabilt, rummer mere tilstandsvarians, end rammen om træk antyder.

Svarstile. Ja-siger-tendens, altså at være enig uanset indhold, og ekstreme svar varierer mellem personer og mellem kulturer. Velkonstruerede skalaer modvirker dette med omvendt formulerede items, hvilket skaber sin egen artefakt: skalaer med blandede formuleringer giver jævnligt en falsk anden faktor, der afspejler formuleringen og ikke indholdet.

Sådan læser du dine egne resultater i lyset af dette

Betragt en score fra selvrapportering som en velstruktureret beskrivelse af, hvordan du ser dig selv. Den er reelt informativ, men den er ikke det samme som en beskrivelse af, hvordan du er.

Forskellen mellem de to er ofte den mest interessante del. Hvor en score overrasker dig, er det spørgsmål, der er værd at dvæle ved, ikke om testen tager fejl, men hvilken af de to læsninger, din eller instrumentets, menneskene omkring dig ville genkende.

Det er også den ærlige grænse for, hvad et spørgeskema kan levere, og en god grund til at betragte enhver enkelt score som ét input snarere end en dom.